Click here to search
Dansk version Sitemap Print
 

Rejsen i Landskabet

 
 
Poul Anker Bech: Landskab med solplet. 1976

Poul Anker Bechs (f.1942) billeder er hverdagsskildringer, der inddrager beskueren i billedets afgrænsede rum, inden- eller udendørs. Det fortællende element, ofte med en ironisk eller surrealistisk distance, er af afgørende vigtighed i hans billeder.

Landskab med solplet, er et regnvejrslandskab, hvor både vejen, græsset, marken og himlen næsten har et mørkt filter hen over sig. Koloristisk bevæger det sig fortrinsvis inden for kølige grå og blå nuancer. Som så tit hos Poul Anker Bech har den romantiske himmel og det saftige grønne græs i landskabsskildringen noget der stiller sig i vejen for stemningen i landskabet. En vej, et skilt eller lysglimt man ikke kan se lyskilden til. Ja, her er der f.eks. fem kilometer til Jerslev. Men vi stiler i den anden retning, vi skal vende om for at komme til Jerslev. Vi har retning ud af landevejen, som vi ikke kan se, hvor ender. Bare derudaf og væk fra Jerslev. Lysglimtet i billedet har ingen lyskilde, men må alligevel være refleksionen i en bilrude, hvorfra vi altså oplever dette regnvejrsfulde landskab.

Naturen har ofte i Poul Anker Bechs billeder en skiftende belysning og er smukt og omhyggeligt gennemmalet som baggrund, men i en fremmedgjort verden, hvor mennesker haster af sted i bil eller fly, og hvor menneskets affald er synligt. Mennesket selv er ikke afbilledet på maleriet, men til gengæld tilstede som medaktør, i den forstand at billedet er malet set indefra bilen, og vi får fornemmelsen af hvordan det ville være at køre bilen i netop dette landskab. Beskueren sidder så at sige bag rattet.

Frede Christoffersen: Aften, Skagen, september. 1955

Frede Christoffersens (1919-1987) aftenbillede fra Skagen ligger langt fra de solbilleder han er mest kendt for. Aftenbilledet her tager os med ind i et lilla og dybt blåt landskab. Et landskab der er delt ca. midt på, af horisontlinjen, hvor vandet og jorden udgør den ene del, mens anden del udgøres af himlen. Himlen, dvs. øverste halvdel af maleriet, er malet med en mørk dyb lilla farve. Den er helt ensfarvet uden en eneste sky eller nuanceforskel over hele himmeldelen. Himlen virker således meget flad. Havet er også helt fladt. Det er mørkeblåt og skyder sig som en stribe ind mellem himlen og jorden. Der er ingen krusninger på havets overflade og således ingen perspektivisk fornemmelse i havet. Tværtimod, havet rejser sig som en flade for beskuerens blik, der ikke kan vandre frit ind i billedrummet, men som bliver mødt af et hav, der mest af alt minder om en helt flad mur.

Jorden er bygget op af mindre grå flader: romber, trekanter og firkanter. Hvis det ikke er meningen, at det skal ligne sand, kunne de grå partier minde om betonstøbte elementer lagt op mod hinanden. Dertil kommer en stribe grønt (måske græs) og igen, men denne gang, en helt smal stribe lilla. Det er alt! Eller rettere næsten alt, for yderst til højre er et helt brunt felt. Tilsyneladende et lidt malplaceret brunt farvefelt, men som sikkert er et stykke mur eller en husgavl. Maleteknisk fungerer dette felt som et rumskabende element og faktisk som det eneste, der definerer rummet. Dybden i billedet er hverken konstrueret ved hjælp af perspektiviske linjer ind i billedrummet eller ved overlapning med forgrund, mellemgrund eller baggrund, men udelukkende ved hjælp af denne brune flade, der nu pludselig synes at være forgrunden. Det er via denne detalje alene, at vi får en fornemmelse af rum.

Øjets rejse ud i dette landskab er så at sige etableret ved hjælp af fladen, mens natstemningen er dannet udelukkende i farven. Ingen måne, ingen lygtepæl ej heller sovende dyr og mennesker, blot ultramarine og en mørk lilla farvedominans, der giver os nattens lys. Farveholdningen er ensartet og uden kontraster og giver i dette billede en fornemmelse af ro, stilstand og med lidt god vilje: billedet af en septembernat på Skagen.


Niels Larsen Stevns: Landskab ved Hammer Bakker (1926)

Niels Larsen Stevns (1864-1941) malede først og fremmest religiøse og historiske billeder. Han var stærk i sin kristne tro, men levede og arbejdede i en tid og i et miljø, hvor religionen spillede en stadig mindre rolle, og hvor det modernistiske opbrud prægede kunstdiskussionen. De religiøse og de historiske billeder var ofte bestilte opgaver, men når Niels Larsen Stevns malede for sig selv, i sin fritid, malede han landskaber.

Landskab ved Hammer Bakker er et af disse landskaber. Billedet deler sig i to lige store dele, en himmeldel og en jorddel. Landskabet smyger sig blidt ind i billedets dybde – en dybde der fortrinsvis er skabt ved hjælp af farven. Niels Larsen Stevns benytter nemlig først og fremmest farven til at skabe dybde i billedet. Farverne er kraftige, særligt i forgrunden og bliver mere og mere dæmpet, jo længere man kommer ud i baggrunden. Landskabet toner sig langsomt ud i baggrunden og er næsten helt støvet, idet vores blik når horisontlinjen. I forgrunden er farverne klare og varme og består næsten kun af rene primærfarver. De er lagt op ved siden af hinanden i små penselstrøg på kryds og tværs. Disse tværgående penselstrøg, idet de fletter sig ind i hinanden, giver en form for bevægelse i billedfladen, både i himlen og i marken. Særligt i den forreste mark fornemmer man, hvordan vinden bølger gennem kornet. På sammen måde bidrager vejen, der snor sig ind gennem billedet, og de bølgende træer til bevægelsen i billedfladen. Ud over dybdevirkningen i farven, bruger Niels Larsen Stevns kvinden og huset som rumskabende elementer. Vi ved nogenlunde, hvor stor en kvinde er, og vi ved ca., hvor stort et hus er. Vores øjne lægger to og to sammen for os, således at vi oplever det flade lærred som et dybt rum med en udsigt, hvor vi kan se meget langt.

Farverne er, som allerede antydet flere gange, meget vigtige for Niels Larsen Stevns, og er altså afgørende for måden, vi oplever landskabet på. Ikke blot fordi de er med til at gøre billedrummet dybt, men også fordi de fortæller noget om vejret, årstiden, tidspunktet på dagen og sågar temperaturen. Kvinden i billedet spadserer et tur i landskabet en lun sensommer eftermiddag. Solen står lavt på himlen, og kvinden går os i møde for om lidt at gå ud af billedet. Tilbage står vi og kigger på et lunt nordjysk landskab.


Arne L. Hansen: Gård. Råbjerg. Sol. 1955-1957

Gård. Råbjerg. Sol, er titlen på Arne L. Hansens (f. 1921) maleri fra midten af 1950’erne. Titlen beskriver motivet i stikord: Gård. Råbjerg. Sol. Vi ser en gård, den ligger i Råbjerg og solen skinner. Så enkelt kan det gøres. Arne L. Hansen bruger, fra 1950’erne og frem, et mere og mere abstrakt formsprog. Den lave gård omkring Råbjerg Mile omdannes til skematiske, nærmest konkrete mønstre på billedfladen. Maleriet består af store farveflader: sort, grå, lysegrå, grågrøn, grøn og et enkelt meget gult felt. Farvefelterne er store og er sat op ved siden af hinanden i lodrette rektangulære skematiske felter. Alt ser ud til at være konstrueret efter mål og med lineal. En stribe med lysegrå øverst udgør himlen bag gården, mens en stribe i grøngule nuancer udgør græsset foran gården. Konstruktionen ligner ikke umiddelbart en gård, men man fornemmer alligevel bygningerne, og noget der må være en port. Den meget gule farve, blandt alle de grålige nuancer, lyser nemlig gennem porten. Selv om billedet kun består af flade farvefelter, fornemmer vi alligevel straks, at den gule er baggrunden, hvor lyset skinner igennem porten. Farverne og fladerne arbejder nemlig med eller mod hinanden. Næsten ligegyldigt hvor fladt man maler, vil farvenuancerne og størrelsesforholdet mellem fladefelterne alligevel give os en fornemmelse af rum. Og det er netop den måde, Arne L. Hansen bruger farverne på. Han skaber sine egne lukkede rum, med flader vi ikke kan kigge igennem, og så alligevel med kighuller, hvor vi kan se lyset gennem. Et lukket landskab der ligger langt derude bagved i et stramt komponeret maleri af en gård.

Når Arne L. Hansen maler storindustriens maskiner, de rødglødende jern og støbeformene får man fornemmelse af atmosfæren på de store virksomheder. Det samme gælder for gården, hvor han med de mørke og grå farver og den solgule firkant får skabt atmosfæren på en nordjysk gård.


Svend Engelund: Landskab med figurer og by. u.å.

Svend Engelund (f. 1908) er, om nogen, landskabsmaler. Den unge Engelund vendte under krigen med sin familie tilbage fra København til fødebyen Vrå i Nordjylland, et fladt landbrugsland med spredte gårde under en høj himmel. På sin cykel lærte han dette landskab at kende i al slags vejr, og det blev hans gennemgående motiv.

Svend Engelunds landskaber er bygget op af farvefelter eller rettere mangefacetterede farverubrikker, der skyder sig på kryds og tværs ind mellem hinanden. Han holder af at skildre markerne på forskellige tider af året, på forskellige tider af dagen og i forskelligt vejrlig. Landskab med figurer og by har de tre elementer man oftest kan finde i Engelunds malerier: landskabet, byen og figurerne.

I forgrunden ved markerne står tre rygvendte figurer, en voksen og to børn, de kigger ud over byen med røde tage. Byens tage er malet som små firkanter, eller rettere romber der skyder sig ind mellem hinanden. I forgrunden er komponenterne rolige, men romberne føjer en vis uro til landskabet, en uro der forstærkes af den tunge og mørke himmel, der ser ud til at kunne kaste vand af sig, hvert øjeblik det skulle være.

Engelund har en forkærlighed for marker, og skildrer gerne de nøgne brune marker på netop den årstid, der for de fleste virker en lille smule tung. Jorden ser så fugtig ud, at billedet næsten dufter af den fugtige muld. Billedet er på mange måder meget stillestående, det er som om, man venter på at figurerne enten går videre ind i billedet, eller på at tordenvejret skal bryde løs – eller måske endda at foråret skal komme.

Mange af Engelunds billeder er malet med en let hånd, tynd maling og hurtige bevægelser. Ofte med romber der dynamisk skyder sig ind mellem hinanden, og det står netop i skarp kontrast til den brune jord, de mørke himle og de foruroligende vejrforhold, Engelund ynder at skildre. På den måde får Engelund skabt mange facetter i landskabet der, som naturen jo gør, indeholder mange modsatrettede kontraster.


Johannes Hofmeister: To figurer ved huse. u.å.

Johannes Hofmeister (1914-1990) var livet igennem tro mod sin fødeegn omkring Hjørring. Med bopæl i Hjørring Bjerge fra 1950 udviklede Hofmeister sine udendørsmotiver: Landskaber, huse og figurer i et stiliseret formsprog, hvor pastose penselstrøg giver fladen karakter og stoflighed. To figurer ved huse er et sådant motiv fra Hjørring bjerge, hvor man kan se, hvordan bakken bag husene rejser sig som et mastodont bjerg. Hofmeisters billeder er ofte meget langstrakte, med mange vandrette linjeforløb, således at perspektivet synes at rejse sig indad i billedrummet, og hvor det lodrette fremhæves af f.eks. telefonpæle eller figurer, der står som tunge søjler.

Husene er helt flade, ligesom tagene, markerne, menneskene og bjerget er helt flade. Husene ser ikke ud til at være beboet, ingen vinduer, ingen skorsten hvor der kommer røg op ad, ingen maling der skaller af facaden, eller planter der gror op ad huset. Figurerne er også helt stiliserede og rendyrkede som former og ikke som mennesker.

Farverne er fortrinsvist i brunlige nuancer og sætter et lidt tungt præg på billederne. Det understøttes af placeringen af bjerget i baggrunden, der bevirker, at horisontlinjen næsten er helt oppe ved billedrammen. Beskueren ser således billedet i frøperspektiv, og landskabet kan ikke på samme måde overskues, som hvis man så det i normal -eller fugleperspektiv. Bjerget og husene rejser sig som en stor uigennemtrængelig flade, samtidig med at den overvejende brune farve lader en tung stemning stå tilbage.


Poul Winther: Opstilling på stranden. 1991

Ting stillet op, ting stillet frem til beskuelse. Værsgo.
Poul Winthers (f. 1939) billeder handler om næsten ingenting. Et frønnet bræt, en patineret korkprop, en sten og et stykke forvasket træ, stillet op i stemningsfulde sindbilleder. Disse opstillinger eller stilleben findes i talrige varianter. Alle er komponeret af gammelt ragelse fundet på Skagen strand, vraggods og andre slidte materialer skyllet i land på stranden. Poul Winthers billeder knytter sig alle til Skagen strand, hvor han er født og opvokset. Men motiverne er ikke fanget i noget naturligt miljø. Tværtimod er de samlet sammen og stillet op i harmoniske atelierkompositioner og danner således baggrund for en række malerier, hvor de gamle døde ting igen får nyt liv.

Tingene i malerierne er præget af tidens tand, og hver ting har sin historie. De er efterladenskaber fra en anden tid og et andet sted, og kunne hver især indeholde en fantastisk historie. Måske er noget af tømmeret dele fra et forlist skib, ingen husker? Og hvem ved, om ikke korkproppen engang har forseglet en flaske whisky eller måske endda et brev i en flaskepost.

Poul Winther arbejder med skalaforholdet, det vil sige elementernes indbyrdes forhold. Formen, lyset og skyggen har således en fremtrædende rolle i malerierne. Billedet her, der er en lille smule højere, end det er bredt, har fortrinsvis lyse gråtoner som baggrund. Selve motivet udgøres af forskellige fundne ting i brune, sortgrå og blålige nuancer, alle stillet frem på en form for plateau. Det ser ud som om, at nogle små objekter er faldet ned fra plateauet. Man ser en opstilling, hvor kompositionen ser ud til at centrere sig om tingenes indbyrdes størrelsesforhold såvel som deres indbyrdes placering i forhold til lyset. Lyset kommer nemlig ind højt fra højre og kaster skygger, der adskiller tingene fra hinanden. Skyggen, farven og formen skaber dette billedes rum. Tingene skilles fra hinanden, ligesom de sætter tingene i forhold til hinanden. På en og samme tid – afstand og nærhed. Slagskygger breder sig bagud, mens farvespillet fortæller om vejret. Et rum og et vejr, der etablerer et landskab, om end ikke et landskab som vi oftest kender det, men et landskab, der lader blikket vandre mellem de store og små objekter, lys -og skyggeforhold, som var de elementer i et konkret landskab.


Poul Ekelund: Landskab. u.å. (1971)

Naturen og kvinden har altid været helt centrale motiver i Poul Ekelunds (1920-1976) billeder. Men de sidste fem år af sit liv, hvor Poul Ekelund boede på gården St. Ejstrup nord for Hjørring, blev motivkredsen til, først og fremmest gårdens nærmeste omegn, naturen, vejsvinget, køerne på marken, vejen ved gavlen i det skarpe forårslys eller i en solmættet, højsommerlig høstdag. Og netop Landskab fra starten af 1970’erne viser udsigten med vejsvinget set fra Poul Ekelunds gård lidt nord for Hjørring.

Landskabet ses gennem et fletværk af slanke træstammer. Træerne fungerer som repoussoir i siderne af billedets forgrund. Denne teknik, der minder om et teatergardin, der trækkes til side, så handlingen udspiller sig for vore øjne, retter fokus på landskabet i baggrunden. Vejen svinger ind i billedet, og de grønne og hvide markfelter, der inddeler fladen i lange rektangulære farveforløb, giver os indtrykket af at kunne kigge langt ud over de mange marker. Markfelterne er afgrænset af korte, sorte, duppende penselstrøg, således at træerne i baggrunden er blevet til en kæde af prikker. Poul Ekelund bruger en facetagtig måde at modulere landskabet op på i blågrønne nuancer, der lader vore øjne hoppe fra mark til mark; fra den hvide sne over det saftigt spirende grønne græs, og igen fra den hvide sne til det grønne græs. Himlen er frisk blå, med rullende hvide skyer i fart, træerne er nøgne, og årstiden står klar. Foråret er på vej, og man forstår, hvorfor Poul Ekelund vendte sig bort fra maskinen, larmen, dramatikken mod stilheden og den intime dybde. I markforløbet etablerer Poul Ekelund nemlig en sjælden dybde, der takket være træerne suger vort blik dybt ind i billedet.

Linjeforløbene er fortrinsvis lodrette og vandrette, mens penselføringen er let og hurtig, som havde en lille tornado fejet hurtigt og blødt hen over lærredet. Denne kontrast mellem det stramme linjeforløb og den vuggende penselføring er et af Poul Ekelunds kendetegn, der er med til at give hans landskaber en helt særlig dynamik. Kompositionen er stram, men blikket får lov til legende at hoppe og rulle ud over landskabet.


Dette er katalogteksten til de 8 billeder Vendsyssel Kunstmusem viser i forbindelse med "Rejsen i Landskabet". Kataloget med gengivelser af alle 32 billeder kan købes på 1 af de fire medvirkende museer til 50,-

sitelist.html